lørdag den 16. oktober 2010

Varme laptops på lårene

I de sidste par uger har der været nogle artikler omkring de hudproblemer, som kan opstå ved at have en varm laptop i sit skød. Problemet opstår når man har en bærbar computer stående på ens lår og denne får lov til at varme lårene op. Det er ikke brænd varmt, men man kan mærke varmen og føles måske rart. Når den bærbare computer får lov til at stå i længere tid, så bliver lårene også ved med, at være ekstra varme og her opstår en forbrænding. Det behøver ikke at være mere end, at huden bliver en smule rød. I længden kan dette dog give vabler og ikke se særlig kønt ud.

Når man læser kommentarene til artiklerne omkring folk, som har oplevet dette, så er det ofte hån over de tilskadekommende personer. "Hvordan kan man lade sig forbrænde på denne måde?" og "Man må godt nok være en idiot!". Ikke særlig kloge udtalelser baseret på mangel på viden. Folk tror nemlig fejlagtigt, at der skal ekstreme temperaturer til, at få forbrændinger. Og selvfølgelig ville man opdage dette med det samme, når man sad med en varm laptop. Dette er dog ikke altid sandt. Ja, nogle laptops bliver meget varme, men disse har man heller ikke ofte siddende i skødet. De farlige laptops er dem, som ikke bliver super varme, men bare "godt lune". Der skal nemlig ikke meget til, for at få en for høj temperatur - den farligste faktor er tiden, hvor man udsætter lårene for varmen. Langtidsstegning, om man vil. Ved langtidsstegning på en komfur, sætter man jo ikke kogepladen til maximal varme. Nej, det får lov at simre.

Bliver folk ved med, at kalde folk idioter pga. disse skader, kan jeg afsløre at det ikke er noget nyt. Oftes er det gamle mennesker, som også oplever disse typer af forbrændinger. De sker, hvis de fryser og derfor sidder op af en radiator. Der kan godt være tæpper imellem og varmen er ikke meget høj, så det er bare behageligt at sidde der. Men for lang tid, gentagende gange kan huden ikke lide. Og med meget stor sandsynlighed har du også selv oplevet det. Gå en tur en solrig sommerdag, uden form for beskyttelse og se så om din hud ikke også bliver rød. Det er ikke for sjovt at man kan få en solforbrænding - som strækker sig fra rød hud til væskende vabler.

Moralen er, at man ikke bør fordømme personer, som har fundet en ny måde at blive forbrændt på. En forbrænding betyder ikke nødvendigvis, at man har været udsat for høje temperaturer. Forbrændinger kan forekomme lige så stille, hvis man ikke er opmærksom på det.

Eller som et gammel militær råd vedr. brug af radioer lyder: Tænk, Tast, Tal. For glemmer man at tænke, inden man trykker på sendeknappen og taler, bliver det man siger ofte ikke særlig intelligent eller forståeligt - noget som ofte sker, når man skriver en kommentar på en artikel.

p.s. Jeg har en fod i begge lejre. Jeg kan være for hurtig til at kommentere og jeg har nogle lette forbrændinger efter min laptop - dog ikke mere end hvad solen kan gøre på 30 minutter en solrig sommer dag.