søndag den 30. august 2009

"pUniverse" (Pocket Universe) til iPhone

Min kollega fortalte mig om et program til iPhone, som kunne vise hvor på himlen at forskellige stjerner, planeter og andre astronomiske elementer er. Efter lidt søgen, fandt jeg det program han talte om, nemlig pUniverse.

Findes i App Store til 18 kr.

Hovedfunktionen
Dette er det første program jeg har haft, som har gjort brug af alle orienteringssensorerne i iPhone: GPS, kompas og accelerometeret. Dette gør at pUniverse ved hvor du er på Jorden, hvilken vej du vender telefonen og hvilken vinkel. På den måde kan programmet afgøre hvilken del af himlen, at du kigger på, og derved give relevante informationer.

Data
Programmet har en database, som dækker over stjerner, planeter, meteorer og sikkert også andre ting. Oplysningerne omhandler hvor henne disse ting er og ud fra din posistion, hvornår du kan forvente at se dem. Du kan også spole i tiden og din lokation kan ændres, så du kan se hvordan stjernerne står om 14 dage, når du står nede på en ferieø i middelhavet. Desuden er der også links til Wikipediaartikler, hvilket kan gøre dig endnu mere klog på hvad det er du kigger på. Man kan også gå på opdagelse i programmets databaser, tage en quiz og få information fra astronomiens verden.

Programmet indeholder så vidt kun data om større objekter og objekter, som man kan forvente at se om ikke med det blotteøje, men så med en kikert af en art. Jeg kan tage fejl, men det er min følelse af det.

Brugen
Programmet er ikke helt intuitivt at bruge, men det kan måske skyldes at jeg havde forventet en lidt anderledes opbygning af et sådan program. Det skal ikke tages som kritik, men mere en lille varsel om at man ikke skal opgive med det samme. Problemerne består mest i at forstå hvad de forskellige funktioner gør og hvordan man kan kombinere dem. Men måske af samme grund, findes der en "kom godt i gang"-guide i programmet.

Andet
Jeg fandt en lille YouTube film, som viser hvordan programmet virker i aktion. Der er også mulighed for at bruge fingrene på skærmen, til at scrolle rundt og se på det man gerne vil.

Alt i alt kan jeg godt anbefale dette program, hvis man bare har en smule interesse i at se på stjerner. Men finder du dig en gang imellem ude et sted, hvor du kan se stjernerne, er det også en sjov måde at bruge lidt tid på. Jeg blev i hvert fald overrasket over at jeg kunne finde og se Mars med mine egne øjne.

Ingen kommentarer: